Så lykkedes det. Efter mere end 1 1/2 års søgning fik jeg endelig købt ny (brugt ) båd.
Men ikke uden besvær.
Aftalen var på plads mellem mægler - sælger og undertegnede for 14 dage siden, hvor vi også aftalte at skulle overtage skibet i denne week-end.
Så startede jagten på et forsikringsselskab og efter modtagelse af 3 tilbud var der ingen tvivl. Piraten var atter en gang i forreste række med pris, dækningsomfang og service. Og så var det endda uden de 10% som Fenderen brugere får. Det fandt jeg ud af, da jeg ikke havde fået gjort opmærksom på det i 1. omgang.
Min bank har ingen båd-financieringsprodukter på hylden, så de havde allieret sig med Søfinans. Vurderingseksperten fra selskabet tog ned for at bese båden i torsdags og kunne berette at der var problemer med CE mærkningen !!
Der manglede nemlig et CE skilt i cockpittet, og dermed er båden jfr. EU ikke lovlig.
Damn'd. Såvel sælger som mægler havde virket 100% reelle, så jeg var pludselig skudt lysår tilbage og med kun 2 dage til overtagelsen..!
Pengene var overført, så der var jo ikke meget at gøre.....
En opringning til Ralph fra Bavaria satte dog det meste på plads.
De havde checket båden og den var CE godkendt jfr. papirerne.
"Vi har ingen problemer med at forsikre din båd" sagde Ralph.
Fin ,fin service fra Piraten, som jeg godt kan anbefale.
Og da båden kunne forsikres var der heller ingen problemer med financieringsselskabet.
Senere viste det sig at sælger (en ældre tysk herre på 73-75 år) åbenbart havde taget skiltet af, for at få plads til styringen af bovpropellen.
Nyt skilt er nu bestilt ved Sea Ray.
Således med et par forudgående nervepirrende døgn troppede ungerne (2 børn på 8 og 10 år) og jeg forventningsfulde op i Neustadt lørdag til frokost.
Vi blev hjerteligt modtaget af sælger, og straks var der en god kemi. Han gav sig god tid med både prøvesejlads og en gennemgang af båden fra ende til anden. Han havde haft mekaniker til at passe motoren, men ellers var han godt inde i tingene.
Eneste uheld var da vi skulle tanke båden op med diesel, så tabte han dækslet i havnen...og blev dybt ulykkelig. Heldigvis havde jeg maske og snorkel med, og trods hans forsikringer om at at købe et nyt dæksel til mig, ville jeg da lige forsøge at redde det. Ved 1. dyk fandt jeg det på ca. 4 meters dybde..rent held, men det vidste han jo ikke. Kors i hytten hvor blev han lykkelig. Sjovt lille intermezzo, men ganske underholdende for resten af havnebassinet
Vi tog afsked med vores medbragte chauffør efter at have læsset diverse værktæj, sikkerhedsudstyr og oppakning over i båden.
Således fuldtankede og med fulde af eventyrlyst begav vi os nordpå mod Fehmern midt på eftermiddagen
DMI havde lovet 4-5 sekundmeter og letskyet...men ,men men, knapt var vi gået under Fehmern broen førend vinden tiltog til 10-12 sekundmeter og bølgerne voksede faretruende. Jeg måtte hurtigt ned på 6-8 knob for ellers bankede båden voldsomt. På et tispunkt var der en sø der var så krap, at båden tog et ordentligt drøn ned i vandet, så microovnen røg ud af sin befæstigelse.
Ungerne skiftede til at kaste op, men langsom men sikkert nærmede vi os Langeland. Ca. en time før vi nåede Ærø, klarede vejret op, vinden lagde sig ret hurtigt og vi ankom i dagens sidste solskin.
Aftensmaden var de bedste pizza'er jeg længe har smagt. Marstal's lystbådehavns klubhus-restaurant kan varmt anbefales
I går var vejret til gengæld perfekt. Efter den lange udsejling fra Marstal, (som vi forlod kl. 11) mod nordvest gik det bare deruda' med 25 knob. Meget, meget mere behageligt end dagen før. En skøn tur rundt om Fyn og op gennem Lillebælt.
Endelig ankom vi ca kl. 15 til Juelsminde i sol og vindstille. Pragtfuldt, simpelthen.
Båden opførte sig hele tiden eksemplarisk og går kanongodt.
Jeg nyder simpelthen mit nye "legetøj". Nu kan sommeren godt komme an
Nåh, ja båden er en velholdt Sea Ray 275 Sundancer med en Volvo Penta KAD 300 med duoprop mont. med rustfrie props.
Diverse udstyr: GPS, El-ankerspil, bovtruster, oliefyr, varmtvandstank (el+motorvarme), vacuumtoilet, microovn, gaskomfur og badeplatform.
Topfart 34 knob, marchfart 25 knob, forbrug ved marchfart 1,6 liter/sømil (jfr. test i Bådmagasinet).
Vi brugte 260 liter på de ca. 140 SM, som jeg loggede. Det får jeg til ca. 1,8 liter/sømil. Men det skal tages med et gran salt, da det var meget varierede forhold vi sejlede under.
Billeder er på vej.
Hilsen fra en ovenud lykkelig bådejer