Jeg læste for et par dage siden en artikel i avisen om "pleasere", altså folk der går langt for at behage omgivelserne.
Artiklens forfatter havde det budskab, at "pleasere" var rare og omgængelige mennesker, som alle synes om.
Og så alligevel ikke, for når man er "pleaser", så er man automatisk også "radikal", og taler folk efter munden. Pludselig aner man ikke, hvor man har dem, og så bliver de til en belastning i stedet for.
Jeg læste artiklen et par gange, og fandt da også hurtigt frem til et par " pleasere" i min omgangskreds.
Så var de lige sat i bås.
Artiklen sluttede med, " så fri os da fra de "pleasere,.....please...!"
Hold fast, der gik en prås op for mig...!
Vi er alle "pleasere" i større eller mindre grad..
Hvem vil ikke gerne være populær?
I stedet burde vi koncentrere os om at "være os selv", på godt og ondt.
Det giver nogle rigtigt gode diskussioner og dermed langt bedre og afvejede beslutninger..!
Kæft,.....hvor det lyder højtragende på skrift det her, men det er jo også sent søndag ....
Threaded Mode
